Sidste år var præget af dårlige nyheder for vindmøllebranchen i Tyskland, f.eks. justeringerne i vindindekset, dommen fra Bundesverwaltungsgericht (øverste forvaltningsretlige instans i Tyskland) om bygge-/driftstilladelser og lovrevisionen af EEG, som efter manges opfattelse ikke var vidtgående nok.
Her i begyndelsen af det nye år kan vi til en afveksling glæde udenlandske ejere af vindmøller i Tyskland med en god nyhed:
Den 1. januar 2005 trådte næsten ubemærket en ændring af den tyske momslov i kraft. Det drejer sig om en bestemmelse, som den tyske lovgivningmagt har begravet i artikel 5 i Richtlinien-Umsetzungsgesetz (lov om gennemførelse af EU-direktiver) med den uudtalelige forkortelse "EURLUmsG".
Den nye bestemmelse indfører forenklet sagt de såkaldte "reverse charge regler" for moms på levering af elektricitet fra virksomheder med hjemsted i udland til tyske energiforsyningsselskaber. Når en sådan virksomhed leverer strøm fra en i Tyskland beliggende vindmølle til et tysk elektricitetsforsyningsselskab, er det ikke længere som hidtil den udenlandske ejer af vindmøllen, der skal betale tysk moms. I stedet for skal det tyske elektricitetsselskab, der modtager strømmen, indberette og betale momsen.
Med andre ord: Fra og med den 1. januar 2005 (dvs. første gang ved afregning for januar måned 2005, hvilket typisk sker pr. udgangen af februar) afregner EON (eller RWE, e.dis og alle de øvrige elselskaber) netto over for K/S Vindmølleinvest 1 og indbetaler selv momsen direkte til Finanzamt i Tyskland. Efter vor opfattelse: en stor aflastning for mølleejere, fordi man fremover er fri for besværlige månedlige momsindberetninger og betalinger senest pr. den 10. i den følgende måned (med risiko for store dagbøder i tilfælde af forsinkelse).
Ulempen er, at mølleejerne dermed ikke længere direkte kan fradrage den moms, man har betalt for varer og tjenesteydelser købt i Tyskland. Købsmomsen (på f.eks. telefon, managementaftaler etc.) skal nu tilbagesøges hos Bundesamt für Finanzen i Bonn, hvor sidste frist for ansøgning om refusion er 30. juni i det på refusionskravets år følgende år (herefter går kravet tabt!). Man kan helt sikkert ærgre sig over likviditetsbyrden, men vi mener, at fordelene ved ikke at skulle indberette månedeligt opvejer ulempen.
Den nye bestemmelse gælder som sagt for alle udenlandske driftsherrer med vindmøller i Tyskland, og dermed (set med danske øjne) for både K/S, I/S og enkeltpersoner med hjemsted i Danmark. Bestemmelserne må efter vort skøn også gælde i de tilfælde, hvor mølleejeren ikke har en direkte kontrakt med det tyske energiforsyningsselskab, men med et tysk interessentskab eller kommanditselskab, der har indgået kontrakt med el-selskabet og fordeler indtægterne blandt møllerne. Her vil det være "mellemselskabet"s opgave at betale moms efter reverse-charge-princippet til Finanzamt i Tyskland.
Forholdene ændrer sig derimod ikke for danske selskaber eller enkeltpersoner, der har andele i et tysk selskab, der ejer en mølle, f.eks. et tysk kommanditselskab (bl.a. også retsformen GmbH & Co KG), fordi den afgørende forudsætning er mølleejerens hjemsted, altså selskabets, og ikke anpartshavers hjemsted.
For dem, der vil vide det helt nøjagtigt (og på tysk), henviser vi til vores artikel med kildeangivelse og nærmere kommentarer på vor hjemmeside
http://www.tyskret.com/deutsch/steuer/ust-erleichterung.html
Som sædvanlig er læserne altid velkommen til at ringe eller skrive til os, hvis der opstår spørgsmål i forbindelse med denne lovændring eller andre forhold. Dr. Johannes Klages er kontorets momsspecialist.Forslag, kommentarer og kritik - positiv som negativ - er meget velkommen - send en mail til info@tyskret.com.
Christian Sagawe Dr. Johannes Klages
