Mange skandinaviske leverandører og andre tjenesteydere - her især entreprenører inden for byggebranchen - har i lang haft et noget anstrengt forhold til den tyske momslovgivning og dens utallige komplicerede regler, når de har leveret til Tyskland under entreprisekontrakter eller andre tjenesteydelser.

Begreber som "Abzugsverfahren" og "Nullregelungsbescheinigung" har i bedste fald forårsaget forvirring - i værste fald har skandinaviske virksomheder måttet høste dyrekøbte erfaringer med de nævnte ordninger, når de flere år efter levering af ydelser i Tyskland konfronteres med det tyske skattevæsens krav om (efter)betaling af tysk moms, fordi transaktionerne i sin tid ikke blev angivet korrekt eller den tyske kunde retsstridigt ikke har indbetalt afgiften til de tyske skattemyndigheder. For ikke at nævne situationen, hvor den tyske aftager i mellemtiden er gået konkurs, og enhver form for regres en forvandlet til en illusion.

De nævnte bestemmelser - § 51-58 i den tyske gennemførelsesforordning til lov om omsætningsafgift (UStDV) - er pr. 01.01.2002 ikke længere i kraft men blevet erstattet af nye regler i (tysk) lov om omsætningsafgift (UStG) §§ 13b ff. (jfr. artikel 19 nr. 1 c) i Skatteændringsloven 2001 af 20.12.2001 som offentliggjort i Bundesgesetzblatt, del I, af 22.12.2001, p. 3794 ff.).

I henhold til de nye bestemmelser er aftageren af en entreprise eller tjenesteydelse - dvs. den tyske ordregiver/bygherre - afgiftsskyldner. På "nytysk" kaldes denne procedure for "reverse-charge-metoden", og den ligner den danske ordning i momslovens § 46 (omvendt betalingspligt).

Aftageren af en entrepriseydelse ydet af en udenlandsk virksomhed skylder herefter den tyske moms, såfremt vedkommende aftager er "en virksomhed eller en offentligretlig juridisk person". Det skal bemærkes, at det ikke længere spiller nogen rolle, om den aftagende virksomhed evt. er berettiget til at modregne omsætningsafgiften for den konkrete ordres vedkommende; den tyske momslovs § 13b, stk. 2, 2. sætning fastsætter, at aftageren af ydelsen også anses som afgiftsskyldner, selv når aftageren er en virksomhed, men ydelsen aftages inden for rammerne af en ikke-virksomhedsrelateret aktivitet.

Man kan derfor kun se bort fra de nye bestemmelser, når aftageren af ydelsen hverken er erhvervsdrivende eller en offentligretlig juridisk person - dvs. privatperson. I disse tilfælde er den udenlandske erhvervsdrivende, der leverer en entreprise eller anden ydelse i Tyskland som hidtil forpligtet til at fakturere og angive den tyske moms. Privatpersonen skal betale bruttobeløbet til entreprenøren, der som hidtil skal angive den fakturerede moms til den kompetente skattemyndighed (for danske erhvervsdrivende er det Finanzamt Flensburg, for norske, Finanzamt Bremen-Mitte) og indbetale afgiften.

I fremtiden må der altså over for erhvervsdrivende eller offentligretlige juridiske personer ikke udfaktureres tysk moms, fordi det er aftageren, der skylder indbetaling af momsen. Der skal derfor på fakturaen i medfør af UStGs § 14, stk. 4, 2. sætning henvises til "... aftagerens forpligtelser som afgiftsskyldner", hvilket kan ske med følgende formulering:

"Wir weisen darauf hin, daß Sie als Leistungsempfänger die deutsche Umsatzsteuer, die auf die von uns erbrachte und mit dieser Rechnung in Rechnung gestellte Werklieferung bzw. sonstige Leistung entsteht, schulden und bei dem für Sie zuständigen Finanzamt anmelden müssen."

(Vi gør opmærksom på, at De som aftager af denne ydelse skylder indbetaling af den tyske moms, der skal erlægges af den entreprise eller andre ydelser vi har leveret og faktureret som ovenfor, og at De er forpligtet til at angive afgiften til Deres rette Finanzamt.)

De nye bestemmelser pålægger den udenlandske erhvervsdrivende at arkivere en genpart af fakturaen i 10 (ti) år. Fristen løber fra udgangen af det kalenderår, i hvilket fakturaen er udstedt - dvs. arkiveringskravet = "løbende kalenderår plus 10 år".

Desuden kan de nye bestemmelser endvidere anvendes på leverancer, der er udført inden den 01.01.2002, såfremt betaling for den pågældende ydelse først erlægges efter den 31.12.2001. Det afgørende er altså ikke, hvornår den udenlandske entreprenør erlægger sin (entreprise)ydelse eller hvornår han fakturerer den, men betalingstidspunktet.

Nyordningen indeholder visse fordele for udenlandske erhvervsdrivende: Disse er nemlig ikke længere, som under den gamle ordning, ansvarlige for behørig indbetaling af tilsvaret - dette ansvar påhviler nu aftageren og ikke leverandøren som udsteder af fakturaen. Man kan dog frygte, at denne kendsgerning vil virke konkurrencehæmmende, idet aftageren forpligter sig til at betale tredjemands afgiftstilsvar, og at tyske ordregivere derfor i øget omfang vil bruge indenlandske leverandører, der selv skal indbetale momsen, såfremt der er valgmulighed. Et godt argument over for kommende tyske kunder og aftagere kunne være, at en entreprise med en udenlandsk entreprenør giver en likviditetsfordel. Den tyske entreprenør har krav på udbetaling af bruttofakturabeløbet (incl. moms), og aftageren kan først modregne ved angivelse og indbetaling af sit eget tilsvar. Derimod betales den udenlandske entreprenør netto samtidig med at aftageren (i reglen) kan angive den moms, der hæftes for, s!
om indgående og udgående på samme angivelse, hvorved resultatet bliver nul. Resultatet svarer således til forholdene ved EU-erhvervelse.

De ovennævnte forpligtelser, der påhviler aftageren af en (entreprise)ydelse i Tyskland gælder i øvrigt ikke kun for tyske aftagere. Hvis f.eks. en dansk hovedentreprenør bygger i Tyskland og har en aftale med en dansk malermester som underentreprenør, skylder den danske hovedentreprenør i medfør af denne bestemmelse indbetaling af den tyske moms på den danske malermesters ydelse.
 

Sagawe & Klages Rechtsanwälte
ABC-Strasse 1 · D-20354 Hamburg
Tel. +49 40 357534-0 · Fax +49 40 357534-34
E-Mail: info@tyskret.com