For udenlandske erhvervsdrivende, som ikke er skattemæssigt registrerede i Tyskland og ikke indsender momsangivelser månedligt eller kvartalsvis, er den 30. juni hvert år en vigtig dato. Det er nemlig i henhold til den tyske momslovs (Umsatzsteuergesetz, UStG) ¤ 18 stk.. 9, 3. sætning fristen for at indlevere ansøgning til Bundesamt für Finanzen om refusion af tysk moms betalt i det forudgående kalenderår.
Skandinaviske eksportører, som opererer i det tyske marked hjemmefra, kender omkostningerne ved deltagelse i messer i Tyskland eller eksportmedarbejdernes rejseomkostninger, når de tyske kunder skal besøges. Disse omkostninger er typisk udgifter til fortæring, overnatning og andre rejseomkostninger til firmabiler, f.eks. benzin.
Den tyske moms, der er en bestanddel af disse omkostninger, skal betales af den udenlandske virksomhed efter regning i Tyskland. Indtil nu har mange virksomheder omhyggeligt lagt de tyske momsbeløb sammen og fremsendt refusionskravet (med originalbilagene vedlagt!) til Bundesamt für Finanzen. Refusionsanmodninger har ikke givet problemer frem til 1998, men nu har enkelte af vore klienter som svar på ansøgningen for året 1999 overraskende nok fået post fra Bundesamt für Finanzen. Brevet er en afvisning af refusionskravet under henvisning til UStG ¤ 15 stk. 1a. Den nævnte paragraf er indføjet i loven med lovbekendtgørelse af 24. marts 1999 (Steuerentlastungsgesetz 1999/2000/2002) og trådte i kraft den 1. april 1999 med følgende indhold:
"Modregning af moms på følgende omsætningstyper:
1. ...
2. Virksomhedsejerens og dennes personales rejseomkostninger, for såvidt det drejer sig om fortæring, overnatning eller kørselsomkostninger i sammenhæng med firmabiler ...
3. ...
falder bort."
I henhold til denne bestemmelse kan - ikke kun udenlandske, men naturligvis også tyske - erhvervsdrivende ikke længere gøre momsen på de nævnte rejseomkostninger gældende ved beregning af momstilsvaret. Bundesamt für Finanzen synes umiddelbart at have et godt argument i hænde som begrundelse for afvisningen af bilag dateret efter 31. marts 1999. Bilag dateret 31. marts 1999 eller tidligere berøres ikke af ændringen.
Men hvis De har modtaget en afvisning af Deres refusionskrav fra det tyske skattedirektorat, er der imidlertid ingen grund til blot at tage den til efterretning. I stedet bør De inden udløbet af indsigelsesfristen på en måned klage over afgørelsen med følgende begrundelse: Afskaffelse af muligheden for at modregne moms i medfør af UStG ¤ 15 stk. 1a, nr. 2 strider mod gældende EU-ret. Adskillige jurister i Tyskland har undersøgt, hvorvidt den nye lovbestemmelse er i overensstemmelse med gældende EU-ret og er for størstedelens vedkommende enige om, at ordningen er i modstrid med artikel 17, stk. 2 i det sjette momsdirektiv (77/388/EØF).
EU-medlemsstaternes momssystemer hviler som bekendt på et fælles og ensartet merværdiafgiftssystem, der derfor ikke ensidigt fra en medlemsstats side kan fraviges vilkårligt. Tværtimod skal en medlemsstat, som påtænker at indføre afvigende særbestemmelser, først søge om ministerrådets tilladelse hertil. I henhold til sjette momsdirektivs artikel 27, stk. 1 kan Rådet efter indstilling fra Kommissionen med enstemmighed bemyndige en medlemsstat til at indføre afvigende særbestemmelser med henblik på at forenkle afgiftsopkrævningen eller forebygge skattesvig eller -unddragelser.
Forbundsrepublikken Tyskland har korrekt nok indleveret en ansøgning til Kommissionen netop om indførelse af en særbestemmelse, og Rådet har den 28. februar 2000 meddelt Forbundsrepublikken Tyskland sin beslutning nr. 2000/186/EF, dateret 4. marts 2000. Rådet bemyndiger hermed Forbundsrepublikken Tyskland - som tidligere også Frankrig - til at "fjerne retten til at fradrage moms på varer og tjenesteydelser i tilfælde, hvor mere end 90% af nævnte varer og tjenesteydelser anvendes af den afgiftspligtige person selv eller hans personale til privat brug eller i øvrigt til virksomheden uvedkommende formål". Desuden fik Tyskland bemyndigelse til at begrænse muligheden for at fradrage moms til 50% for alle udgifter til køretøjer, der ikke udelukkende anvendes til erhvervsmæssige formål.
De i UStG ¤ 15 stk. 1a, nr. 2 nævnte rejseomkostninger falder imidlertid ikke ind under en af disse kategorier. Det vil i hvert fald være vanskeligt for myndighederne at opretholde en påstand om, at udgifter i sammenhæng med deltagelse i en messe eller omkostninger til kundebesøg hos kunder i Tyskland skulle være tjenesteydelser, der for over 90% vedkommende anvendes til privat brug af den afgiftspligtige eller dennes ansatte. Der er derfor ingen hjemmel for bestemmelsen i UStG ¤ 15 stk. 1a, nr. 2, idet den - påkrævede - fællesskabsretlige bemyndigelse mangler. Bestemmelsen er ganske enkelt i modstrid med gældende ret.
Derfor er det vigtigt omgående at klage over en afvisning af momsrefusionskravet. Hvis klagen afvises forvaltningsinternt, bør der udtages stævning ved den stedligt kompetente skatteret, som er Finanzgericht Köln. Jo hurtigere lovmedholdeligheden af den nævnte bestemmelse bliver prøvet for en domstol, desto bedre.
Hvis De har brug for rådgivning, står vi til rådighed.
Sidste nyt: Begrænsning i tysk moms-refusion æ i st i strid med EU-ret!
