I perioden april-juli 1999 kom mange udenlandske entreprenører ud for at tyske ordregivere indeholdt 25% af entreprisesummen og indbetalte pengene til det tyske skattevæsen. Skattetrækket, som i Danmark gik under betegnelsen entrepriseskatten, var fra den tyske lovgivers side begrundet i en formodning om skatteunddragelser blandt mange udenlandske entreprenører.
Idet loven udelukkende gjaldt for udenlandske entreprenører, anså EU-Kommissionen bestemmelsen for at være en hindring for den frie bevægelighed for tjenesteydelser og truede med at indbringe Tyskland for EU-Domstolen for traktatskrænkelse. Herefter blev loven hurtigt sat ud af kraft.
Men den tyske entreprenørlobby har ikke ligget på den lade side i mellemtiden. Det er å med med støtte fra tre konservativt regerede tyske delstater - lykkedes at få stillet lovforslag i Forbundsdagen om at genoplive entrepriseskatten. Den siddende socialdemokratisk/grønne koalitionsregering forkastede i første omgang lovforslaget, men har nu bøjet sig for byggeindustriens pres og accepteret forslaget med visse ændringer. Man skal i den sammenhæng vide, at der er valg til Forbundsdagen om knap halvandet år.
Det er meningen, at forslaget skal vedtages inden sommerferien, så loven træder i kraft allerede i indeværende år. De nye bestemmelser vil medføre væsentlige forringelser af vilkårene for udenlandske entreprisetagere i Tyskland.
Essensen i lovforslaget er, at der igen skal ske opkrævning af en entrepriseskat stort set på samme måde som i den korte periode i 1999. Ordregiveren (modtageren af ydelsen) i byggeriet skal herefter nu indeholde 15% og ikke 25% af entreprisesummen og overføre pengene til sin tyske skatteforvaltning, med mindre entreprenøren (den, der erlægger ydelsen) kan forevise en dispensation - den såkaldte "Freistellungsbescheinigung".
Satsen på 25% fra 1999 å en s en sats, som i øvrigt aldrig blev begrundet ø er i er i 2001 altså skrumpet til 15%. I lovbegrundelsen forklares det, hvorfor netop 15% er valgt:
Man tager en byggearbejder, som gennemsnitligt antages at tjene ca. DEM 17,00 i timen (svarende til DEM 10,00 netto/h), hvilket giver en skønnet årsløn på DEM 39.500,00 og en (stats-)skattebyrde på 15% under forudsætning af, at den pågældende er ugift og uden børn. Endvidere forudsættes det, at lønomkostningsandelen på et byggeri er 75%, således at det samlede projekt kan antages at være belagt med en kildeskat på 11,25%. (15% af 75%). Disse 11,25% udgør én del af det skatteprovenu, der sikres gennem kildeskatten, medens de resterende 3,75% siges at være den æ lige ligeledes skønnede ø skatt skatteandel, som skal indbetales til den tyske stat fra entreprenørens side, såfremt han er skattepligtig i Tyskland. Beregningerne er baseret på den "gennemsnitlige nettofortjeneste i h.t. samlingen af vejledende satser" ( "durchschnittlicher Reingewinn nach Richtsatzsammlungen"), nemlig 10% - som skal beskattes med en skatteprocent på 37,5%. De 37,5% består af den nye lave selskabsskatteprocent på 25%, solidaritetsskatten til det tidligere DDR og den kommunale erhvervsskat.
Tallene er naturligvis forkerte og voldsomt overdrevne, om man i det hele taget ønsker at gå ind i denne diskussion. Lønomkostningerne ligger ikke på 75% i et typisk moderne byggeprojekt nu om dage. De tider, hvor huse hovedsageligt blev bygget med bare hænder og muskelkraft er i vidt omfang forbi.
Den påståede gennemsnitlige nettofortjeneste på 10% på et byggeri er lige så fiktiv. Hvis nettofortjenesterne rent faktisk lå på dette niveau, gik det ikke helt så dårligt i branchen, som den selv af og til klager over. Efter vores vurdering er 10% et urealistisk højt niveau.
Det fremgår i øvrigt af den ændrede begrundelse i forhold til forrige år, at tallene er valgt fuldkommen vilkårligt. Lønomkostningerne blev i 2000 skønnet til 66% (og ikke 75%), men man var nødt til at justere omkostningsdelen op for overhovedet at kunne begrunde de 15%, fordi selskabsskatteprocenten pr. 01.01.2001 er sat ned fra 42% til 25%, således at den effektive virksomhedsbeskatning heller ikke længere ligger på de omkring 50% som tidligere antaget, men kun er omkring 37,5%.
I forhold til 1999-lovens bestemmelser foreslås visse ændringer:
- Loven skal kun gælde for byggeriet og ikke som i 1999 for alle tjenestydere (værksleje), det vil sige f.eks. ikke for virksomhedskonsulenter eller gulvbelægningsfirmaer
- Entrepriseskatten bortfalder for ordrer, som ikke forventes at overstige 10.000 DEM i et kalenderår (bagatelklausul)
- Loven gælder kun, hvor entreprisegiver (modtageren af entrepriseydelsen) selv er erhvervsdrivende eller en offentlig myndighed. En privatperson, der f.eks. får opført et parcelhus til sig selv, berøres ikke af ordningen
- I medfør af den kommende lovs ordlyd finder den anvendelse på alle entreprenører, altså både indenlandske (tyske) og udenlandske. Men alligevel berører loven kun udenlandske entreprenører, hvilket klart fremgår af lovbegrundelsen. Der er nemlig mulighed for (som i 1999) at søge dispensation i form af de såkaldte "Freistellungsbescheinigungen". Dispensationerne gives uden videre til tyske entreprenører, idet disse skattemæssigt registrerede og der æ i te i teorien i hvert fald – ikke er risiko for at de unddrager sig deres skattepligt
- Efter den nye lov er den stedligt kompetente skattemyndighed ikke længere skatteforvaltningen (Finanzamt) det sted, hvor byggeriet udføres (det kan være svært nok at finde ud af) men de særligt udpegede skatteforvaltninger for den enkelte entreprenørs hjemland ø dvs. dvs. for Danmarks vedkommende er Finanzamt Flensburg den stedligt kompetente skattemyndighed
Hvis loven bliver vedtaget og og alt taler desværre i øjeblikket for det ø skal skal udenlandske entreprenører i fremtiden bære en endnu tungere administrationsbyrde end i dag.
Det vil blive en forudsætning for en dispensation til den udenlandske entreprenør, at de tilgrundliggende aftaler fremlægges. Herigennem får skatteforvaltningerne en enestående mulighed for at opbygge et edb-register med et omfattende billede af alle udenlandske byggeaktiviteter og priser i Tyskland.
Hvis der ikke gives "Freistellungsbescheinigung" " hvi hvilket udenlandske entreprenører i første omgang skal regne med ø vil m vil man derfor kun få udbetalt 85% af den aftalte entreprisesum. De resterende 15% forsvinder indtil videre ind i det tyske skattesystem. I reglen kan den enkelte entreprenør ikke dokumentere, at der ikke er opstået tysk skattepligt og dermed ikke sket unddragelse, før i det følgende år, når selvangivelsen indleveres. Entrepriseskatten betyder derfor, at udenlandske erhvervsdrivende effektivt bliver berøvet 15% af deres likviditet. Virkningen er klar: Det vil ikke længere være interessant for udenlandske entreprenører at arbejde i Tyskland, hvis der først kan disponeres over de resterende 15% af entreprisesummen et år senere, for slet ikke at tale om den øgede administrationsbyrde.
Efter vor opfattelse krænker også den nye lov princippet om fri bevægelighed for tjenesteydelser i EU, også selv om den i sin ordlyd gælder for alle entreprenører. Lovbegrundelserne afslører nemlig, at lovens eneste formål er at skabe et bureaukratisk system, som skal virke afskrækkende på udenlandske entreprenører.
Den påståede målsætning, nemlig at dæmme op for den illegale beskæftigelse på tyske byggepladser, opfyldes lige så lidt med den nye lov som med loven fra 1999. Den tyske regerings egne analyser af resultatet fra "første omgang" viser klart at loven er uforholdsmæssig: I delstaten Nordrhein-Westfalen registrerede man i løbet af gyldighedsperioden i 1999 ialt 30.007 tilfælde udenlandske entreprenører, hvoraf 148 ikke var kendt (= 0,5% ø hvilk hvilket dog ikke betyder at disse 148 virksomheder var skatteunddragere). En kontrol i Hamburg viste at der ikke var en eneste ny virksomhed blandt de 600 entreprenører og 70 indberetninger fra Brandenburg førte ikke til tysk skattepligt i et eneste tilfælde.
