Byggeriet og regeringen gør fælles front

Af Knud Fryland
Danske Entreprenører, Dansk Industri og Byggeriets Arbejdsgivere gør nu fælles front med Erhvervsfremme Styrelsen i en klage til EU-kommissionen over den ny tyske entrepriseskat på 25 procent af kontraktsummen ved entrepriser, som indgås med udenlandske byggevirksomheder, herunder danske, på det vigtige tyske eksportmarked.
Skattereglerne, der kom som et lyn fra en klar himmel den 1. april, betragtes som en krænkelse af EF-traktaten.
Den ny entrepriseskat er ledsaget af en masse administrativt besvær med at få udstedt en fritagelses- eller nedsættelsesattest af myndighederne i overensstemmelse med dobbeltbeskatnings-aftalen mellem landene. Myndighederne i flere tyske delstater tilsidesætter således overordnet lovgivning og administrerer nærmest efter forgodt-befindende.
Ifølge By- og Boligministeriet kommer Danmark ikke til at gå enegang i sin klage over tysk protektionisme.
Børsen erfarer, at også Østrig, Holland, Frankrig og Irland føler sig ramt af emsige tyske bureaukrater og er på vej med klager til EU-kommissionen.
Ud over klagen til EU-kommissionen har By- og Boligministeriet skrevet til byggeministeriet i 13 EU-lande i håb om opbakning.
Håb om løsning
Eksportchef Jens U. Kromann, Danske Entreprenører, oplyser, at Erhvervsfremme Styrelsen under Erhvervsministeriet har anmodet EU-kommissionen om at få sagen behandlet i den rådgivende komité vedrørende handelshindringer, og det giver håb om en snarlig løsning fremfor at skulle vente to-tre år, før sagen er kommet igennem ved EF-domstolen:
»Kommissionen har nemlig mulighed for at anmode domstolen om at træffe foreløbige forholdsregler, dvs. at domstolen kan pålægge Tyskland at ophøre med at praktisere loven, indtil der foreligger en dom. Vi håber meget, at denne haste-procedure tages i anvendelse her. Det var den, der blev brugt imod Danmark i Storebæltsagen, hvor vi fik en uge til at rette Èkøb dansk klausulenÇ, siger Kromann.
Han tilføjer, at Danske Entreprenører har underbygget sin klage med et frisk eksempel på tysk stivsind og benspænd over for en dansk entreprenør, som havde søgt om fritagelse for at indbetale 25 procent skatten af den samlede entreprisesum for en mindre entreprise af kortere varighed. - Virksomheden fik afslag hos det lokale tyske Finanzamt, men fik i stedet skatten sat ned fra 25 til 10 procent, hvad sagen jo ikke blev mere rimelig af. Vi betragtede det som et afslag. Derfor sendte vi sagen til udtalelse i vort hjemlige skatteministeriums dobbeltbeskatningskontor, som svarede prompte, at det tyske afslag var givet med baggrund i en intern tysk bekendtgørelse, en bekendtgørelse som i rang ligger langt under dobbeltbeskatnings-overenskomsten.
Virksomheden syltes med andre ord uretmæssigt ind i et helt uoverskueligt og tilfældigt papirhurlumhej, så den på det nærmeste tvinges til at opgive ævred syd for grænsen, hvis ikke den vil risikere at knække halsen. Danske Entreprenørers eksportgruppe, der tæller ca. 60 medlemmer, fik forleden en orientering om den seneste udvikling i skattesagen. Det skete under medvirken af tyske eksperter i tysk skattelovgivning.
Men eksperternes udsagn gjorde ikke entreprenørerne mindre forvirrede. Meldingerne var ikke entydige, men af og til modstridende.
»Og hvordan skulle de kunne blive andet, når end ikke de tyske myndigheder ved, hvilket ben de skal stå på, samtidig med at de strides om kompetencen, og når reglerne tilmed administreres forskelligt fra delstat til delstat.
»Det er rent ud sagt et forvaltningsmæssigt kaos for entreprenører og håndværkereÇ, understreger revisor Claus Pørksen fra revisionsfirmaet Thyen, Theilen & Partner i Flensborg. Han har beskæftiget sig med skattemæssige problemstillinger hen over lgrænsen i 15 år.
Advokat Chr. Sagawe, Hamborg, ser meget pessimistisk på mulighederne for, at lille Danmark kan få Tyskland til at sige undskyld for EU-kommissionen, bl.a. ud fra den triste kendsgerning, at Tyskland næst efter Italien er det EU-land, der gennem de sidste 30 år har gjort sig skyldig i flest regelbrud.
© Børsen
Man 17 Maj 1999
Det siger pressen

Sagawe & Klages Rechtsanwälte
ABC-Strasse 1 · D-20354 Hamburg
Tel. +49 40 357534-0 · Fax +49 40 357534-34
E-Mail: info@tyskret.com
|