Tysk betalings-moral bliver stadigt ringere

Af Niels Bünemann
FRANKFURT - Endnu en myte om de korrekte og autoritetstro tyskere er punkteret. Erhvervslivet og de offentlige myndigheder i Tyskland har pådraget sig et ry som elendige betalere.
Den tyske betalingsmoral har aldrig været ringere end den er nu, viser en opgørelse fra foreningen af inkassofirmaer i Tyskland.
Foreningens medlemmer har i øjeblikket inkassosager for ikke mindre end 28,5 mia. D-mark liggende, hvilket er en stigning på 10 pct. i løbet af det sidste år. Med baggrund i erfaringen venter de kun at kunne inddrive godt en fjerdedel af pengene.
Overraskende er det, at det for de tyske kommuner og amter nu er blevet så trange tider, at de i gennemsnit er endnu dårligere betalere end private virksomheder.
Det rammer også de mange danske virksomheder, der har en stor del af deres omsætning i Tyskland. En tysk advokat, der har specialiseret sig i at arbejde for danske klienter, bekræfter tendensen og advarer danske virksomheder mod at tro, at der findes nemme måder at inddrive tilgodehavender på - som f. eks. trussel om konkursbegæring.
- Vi ser utroligt mange indsigelser mod fordringer, som udelukkende har til formål at forhale en betaling. Det er typisk indsigelser, der ikke har nogen betydning i retten, siger advokat Christian Sagawe, Hamburg. Som en slags førstehjælp for utålmodige kreditorer med tilgodehavender i Tyskland har Christian Sagawe på sin (dansk-sprogede) Internet-hjemmeside en vejledning i, hvordan man bedst håndterer tøvende betalere. Trussel om konkursbegæring er slet ikke så effektivt som i Danmark, for det er yderst omstændeligt at gennemtvinge en konkursbehandling ved en tysk ret - hvis det overhovedet kan lade sig gøre.
Dertil kommer, at kreditor skal indbetale et forskud til retten for at få sagen behandlet. Det er jo ikke sikkert, at der bagefter i et konkursbo er penge nok til at betale rettens arbejde. En ubetalt regning er slet ikke nok til at få retten til at behandle en konkursbegæring. For at nå så langt er det nødvendigt at sandsynliggøre debitorens manglende betalingsevne - og det betyder i praksis at man skal overbevise retten om, at debitor er insolvent, fremgår det af hjemmesiden på adressen www.tyskret.com.
I stedet anbefaler Sagawe at man bruger den såkaldte »Mahnverfahren«. Det er retslig procedure, som ikke skal forveksles med en almindelig »Mahnung« (betalingspåmindelse), men derimod tjener til at sætte en tvangsinddrivelse af ubetalte regninger i system.
- Mahnverfahren er heller ikke ukompliceret.
Men det er den mest effektive og for det meste hurtigste mulighed for at opnå et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag i inkassosager, hedder det.
© Børsen
Tor 27 Nov 1997
Det siger pressen

Sagawe & Klages Rechtsanwälte
ABC-Strasse 1 · D-20354 Hamburg
Tel. +49 40 357534-0 · Fax +49 40 357534-34
E-Mail: info@tyskret.com
|