PRESSEN


Tysk skattebombe på vej 


Af BENNY SELANDER

Næsten en milliard kroner står på spil for dansk eksport, når Tyskland fra årskiftet indfører en ny særskat

Danske byggeeksportører risikerer at få mange hundrede millioner kr. i klemme hos de tyske skattemyndigheder fra 1. januar. Da lader Tyskland nemlig en skattebombe eksplodere, der betyder, at de danske byggevirksomheder, der eksporterer for op mod 10 mia. kr. årligt til Tyskland, kun kan få 85 procent af deres fakturabeløb udbetalt hos kunden. Ordregiveren har nemlig ifølge den nye tyske skattelov pligt til at tilbageholde 15 pct. af regningen og sende beløbet til det tyske skattevæsen. Og det er vel at mærke fakturabeløbet incl. moms.

Det betyder en likviditetsforringelse, som kun de allerfærreste danske byggevirksomheder kan leve med i en benhård konkurrencesituation på Danmarks vigtigste eksportmarked for byggevarer, fastslår udlandschef hos BYG International, Jens O. Hansen.

Eksportørerne har dog en mulighed for at slippe uden om skattebomben. Men de skal reagere nu.

Freistellungsbescheinigung

Hvis de danske eksportører vil undgå at blive ramt af den tyske særskat, skal de øjeblikkeligt søge en såkaldt »Freistellungsbescheinigung« (frigørelsesattest) hos Finanzamt i Flensburg, der adminstrerer skatten i Tyskland for alle danske eksportører.

Udlandschef hos BYG Jens O. Hansen siger, at de fleste danske byggeeksportører rammes, hvis de ikke får den dispensation, der ligger i frigørelses-attesten.

Uden den kan man kun slippe for at få tilbageholdt 15 pct. af fakturabeløbet, hvis ordregiveres samlede køb ikke overstiger 5000 EURO for hele kalenderåret.

For udlejere er bagatelgrænsen 15.000 EURO.

BYG tilbyder sine medlemmer hjælp til at få papirerne bragt i orden.

Bureaukrati

Når det er så vigtigt at reagere nu for at nå at få en attest inden årsskiftet, skyldes det ifølge Hamburg-advokaten Christian
Sagawe, at der foruden de danske og andre udenlandske byggeeksportører er over en halv mio. tyske virksomheder, der ligeledes ansøger om at slippe for, hvad der ret beset må kaldes en forskudsskat.

Chr.
Sagawe, medejer af firmaet Rechtsanwälte Sagawe & Klages, understreger samtidig, at loven er så fuld af bureaukratiske regler, at der må forventes ikke alene lang ekspeditionstid men også, at det inden for en overskuelig fremtid vil blive nødvendigt at ændre loven, så den bliver lettere at administrere.

Værn mod snyd

Den tyske regering har indført loven som et værn mod skattesnyderi og store tab, som man har oplevet fra især tyske virksomheder, der på grund af den generelle afmatning på det tyske marked gennem de senere år har måttet dreje nøglen om og erklære sig konkurs, uden at kunne betale den skyldige skat.

Derfor skal en række krav være opfyldt for at kunne opnå frigørelsesattest. Man må f.eks. ikke på noget tidspunkt have haft restancer hos de tyske skattemyndigheder. Og bl.a. det danske skattevæsen skal bekræfte, at virksomheden er fuldt skattepligtig i Danmark.

De tyske myndigheder ville oprindelig ikke give dispensation fra 15 pct.skatten til udenlandske virksomheder.

Men ifølge advokat Lars Eriksen fra Thyen, Theilen & Partner har ikke mindst de danske bolig- og skatteministerier, BYG Udland, Danske Entreprenører, og Ambassaden i Berlin kritiseret loven voldsomt, før den blev vedtaget, og henvist til, at den var konkurrenceforvridende over for udenlandske byggeeksportører.

Det har betydet, at de tyske myndigheder ændrede signaler, som gør det muligt for danske entreprenører at slippe for forskudsskatten, efter de samme regler som de tyske entreprenører.

Det skal understreges, at 15 pct.skatten ikke er endelig, Viser det sig på et senere tidspunkt, at entreprenørvirksomheden ikke er skattepligtig af fakturabeløbet, vil den indeholdte skat blive tilbagebetalt. Men der kan gå en rum tid - og det kan påvirke firmaets likvide situation meget uheldigt.

benny.selander@jp.dk

JyllandPosten

28.11.2001

Det siger pressen



Sagawe & Klages Rechtsanwälte
ABC-Strasse 1 · D-20354 Hamburg
Tel. +49 40 357534-0 · Fax +49 40 357534-34
E-Mail: info@tyskret.com