Det økonomiske samkvem på tværs af grænser og kontinenter betyder, at et stigende antal retstvister føres mod en modpart i udlandet. Kan parterne ikke nå frem til en mindelig løsning, står man hurtigt over for spørgsmålet om at udtage stævning og dermed at skulle afveje risici, resultater og omkostninger. Når en retssag skal føres i udlandet, afskriver mange på forhånd fordringen som uerholdelig netop på grund af de ukendte omkostninger og forventningen om en anden retslig vurdering af sagen i udlandet.
Afgørelsen om, hvorvidt en sag skal føres i udlandet, er ofte emotionel og begrundet i usikkerhed overfor det ukendte, fremmede retssystems regler. Men netop på dette område kan man med enkle taktiske overvejelser vende udgangssituationen til eksportørens fordel. I EU-medlemsstaterne eksisterer der internationale overenskomster og konventioner, som letter det juridiske samarbejde og risikoafvejningen. Det kan betale sig at studere disse nærmere.
Regel: Værneting ved debitors hjemsted
Den kendteste konvention er den såkaldte EF-Domskonvention (Konvention om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser og borgerlige sager, herunder handelssager af 27.9.1968), som fortsæt gælder mellem Danmark og de andre europæiske lande (Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, som trådt i kraft 1/5 2002 mellem de øvrige EU-mellemsstater, anvendes ikke over for Danmark). Denne konvention indeholder bl.a. bestemmelser om, hvor en retssag mellem parter med hjemsted i forskellige stater skal føres. Generelt fastlægges det i domskonventionens artikel 2 stk. 1, at (fysiske og juridiske) personer skal sagsøges i den stat, i hvilken de har deres bopæl eller hjemsted. Dette svarer i øvrigt til det principielle udgangspunkt i alle vestlige retsplejesystemer.
Da der meget sjældent aftales værneting i Danmark i eksportkontrakter, går næsten alle danske eksportører ud fra, at en udenlandsk kunde, som ikke betaler, skal sagsøges ved sit hjemting i udlandet.
Dette skaber i sig selv en række praktiske og juridiske problemer. Der skal f.eks. findes en kompetent, pålidelig advokat i udlandet, som forstår om ikke dansk, så i det mindste engelsk. Denne skal instrueres om sagen og honorarspørgsmål og omkostningsrisiko skal afklares. Alt i alt fører disse overvejelser mange gange til at berettigede krav ikke inddrives i udlandet.
Undtagelse: Opfyldelsesstedet som værneting
EF-Domskonventionen muliggør en alternativ løsning, nemlig at føre sagen mod en udenlandsk debitor i Danmark. Hjemlen hertil findes i konventionens artikel 5 stk. 1. Ifølge denne artikel er retten på det sted, hvor forpligtelse skal opfyldes, ligeledes kompetent.
Hvor er opfyldelsesstedet for købers betalingsforpligtelse? Dette spørgsmål besvares ikke med udgangspunkt i national dansk eller tysk ret, men på grundlag af De Forenede Nationers konvention om internationale køb (CISG eller FN-købeloven). Reglerne i denne konvention gælder i alle signatarstater, bla. også Tyskland og de skandinaviske lande og udgør en integreret bestanddel af de nationale retssystemer.
I konventionens artikel 57 stk. 1 er det udtrykkeligt fastlagt, at køber, med mindre andet er aftalt, skal erlægge købesummen på sælgers forretningssted. Heraf følger i medfør af EU-domskonventionens artikel 5 stk. 1, at opfyldelsesstedet er sælgers hjemsted, og at en retstvist om betaling dermed kan føres dér.
Kun hvor parterne udtrykkeligt aftaler, at CISG ikke skal finde anvendelse (hvilket er lovligt), anvendes national ret. Har parterne således udtrykkeligt aftalt national tysk ret, opfattes pengeskyld som sendeskyld, med den konsekvens, at betalingsforpligtelsen er opfyldt, når debitor har afsendt købesummen og opfyldelsesstedet er dermed debitors forretningssted.
Såfremt national dansk ret aftales, er pengeskyld bringeskyld, således at opfyldelsesstedet er sælgers forretningssted og ikke købers, altså den samme konsekvens som FN-køberetten ville have.
Som mellemfacit kan det konstateres, at det internationale værneting også ligger i Danmark i forbindelse med inddrivelsen af betalingsforpligtelser med baggrund i en købekontrakt mellem en dansk sælger og en tysk køber i henhold til CISG artikel 57 stk. 1 i forbindelse med domskonventionens artikel 5 stk. 1, idet opfyldelsesstedet ligger i Danmark.
Fordele ved søgsmål i Danmark
Det er ikke ualmindeligt, at en udenlandsk sagsøgt ikke tager en tilsigelse til et retsmøde i Danmark alvorligt. Det er en udbredt opfattelse, at en - set fra debitors synspunkt - udenlandsk domstol ikke kan "få fat i ham" og at en udenlansk dom ikke "gælder" i debitors hjemland. Konsekvensen af denne fejlagtige antagelse er, at der uden videre kan afsiges udeblivelsesdom i sagen.
Også i tilfælde, hvor sagsøgte svarer i sagen, er det for den danske part i sagen væsentligt enklere, idet den pågældende henvender sig til sin danske advokat, medens den udenlandske debitor står over for netop de problemer, som en dansk kreditor som nævnt ovenfor ville have ved en inddrivelse i udlandet.
I tillæg hertil er det naturligvis betydeligt lettere for den danske ret at træffe en afgørelse i sagen på grundlag af dansk ret. En udenlandsk ret ville være nødsaget til at gennemføre en tidsrøvende og omfangsrig sagsbehandling med responsa fra sagkyndige etc.
Anden sagsførelse i udlandet en ulempe?
En dansk dom kan dog ikke uden videre fuldbyrdes i udlandet. Domskonventionens artikel 31 ff. indeholder bestemmelserne om eksequatur-søgsmålet til opnåelse af dom, som f.eks. meddeler den danske retsafgørelse eksekutionskraft i Tyskland. Under dette søgsmål tager den tyske dommer kun formelle indsigelser i betragtning, f.eks. at debitor ikke har fået forkyndt stævningen korrekt.
På trods af at der skal afsiges eksequatur-kendelse i Tyskland, afvikles sagen dog i sin helhed på kortere tid, når søgsmålet påbegyndes i Danmark. Dette skyldes at retstvister i Danmark for det meste ikke alene er billigere men også afvikles hurtigere. For det andet afsiger danske domstole forbløffende mange udeblivelsesdomme mod udenlandske skyldnere, som ikke tager sagsanlægget alvorligt. Taktisk set er det en væsentlig lettelse, når man hurtigt får en eksigibel dom i hænde. Et søgsmål ved skyldnerens hjemting giver denne en "hjemmebanefordel" i form af egen advokat etc. Og netop den direkte og hurtige kommunikation er ofte udslaggivende for sagens afgørelse.
Resultat
Såfremt der findes et værneting i Danmark, f.eks. opfyldelsesstedets værneting i medfør af domskonventionens artikel 5 stk. 1, kan det anbefales at anlægge sagen i Danmark og derefter indhente eksigibilitetspåtegning i det pågældende udland, hvor debitor har sit forretningssted.
