Maastrichttraktaten, der var til folkeafstemning i maj 1992, indeholdt nye forbehold i forhold til den første folkeafstemning. Et af forbeholdene – at stå uden for den fælles valuta, euroen – er i mellemtiden blevet til håndgribelig hverdag. Et andet forbehold, nemlig at Danmark ikke deltager i det overstatslige samarbejde om retlige og indre anliggender, er mindre konkret, men får større og større betydning.
I de senere år har Fællesskabet vedtaget en række forordninger. Forordning har som bekendt umiddelbar gyldighed i alle medlemsstater – med undtagelse af Danmark, når det drejer sig om visse retlige og indre anliggender – og udgør et vigtigt led i den fremadskridende europæiske retlige integration. Nedenfor beskriver vi med eksempler de betydningsfulde – og mener vi: beklagelige - konsekvenser af, at Danmark ikke deltager i denne del af EU-samarbejdet.
1. EU-domskonventionen, den centrale aftale om grænseoverskridende juridiske forhold i Europa, er pr. 1. marts 2002 blevet erstattet af forordning 44/2001/EF om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – EU-domsforordningen. Den nye forordning afklarer mange fortolkningsproblemer i domskonventionen og simplificerer en del procedurer.
Et eksempel: Der er afsagt udeblivelsesdom i fx. Danmark, og dommen skal i Tyskland forsynes med fuldbyrdelsespåtegning for at der kan tvangsfuldbyrdes i Tyskland. Efter tidligere ret var det nødvendigt at dokumentere, at stævningen var behørigt forkyndt for sagsøgte, hvilket skulle ske ved fremlæggelse af et dansk originaldokument (altså de tyske komplicere og meget formelle regler). Hvis der var sket formelle fejl i forløbet, kunne dommen overhovedet ikke gøres eksigibel og dermed ikke tjene som grundlag – kreditor kunne begynde forfra.
I henhold til den nye forordning prøver retten i fuldbyrdelseslandet kun dette punkt, hvis sagsøgte udtrykkeligt bestrider at stævningen er forkyndt for ham og gør indsigelse i form af en appel. Men efter de nye regler er de formelle forudsætninger ikke længere altafgørende. Det drejer sig nu udelukkende om, hvorvidt sagsøgte har haft lejlighed til at forsvare sig på trods af at stævningen ikke er behørigt forkyndt (dette forekommer desværre ofte i praksis!).
2. Konkursforordningen har været i kraft siden 31. maj 2002. Med konkursforordningen foreligger der nu endelig bestemmelser for, hvilke konsekvenser en konkurs i udlandet har og hvilke beføjelser en udenlandsk kurator har i indlandet. Disse nye, klare regler gælder desværre ikke mellem Danmark og de øvrige EU-medlemsstater.
3. Raadets forordning 2000/1348/EF om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager har været i kraft siden 31. maj 2001. Forkyndelsesforordningen retter op på en del tidligere problematiske forhold – men igen ikke i forhold til Danmark. Blandt andet skal alle forkyndte dokumenter oversættes til forkyndelseslandets sprog, uanset hvilke sprog forkyndelsesadressaten forstår. Det betyder ekstra omkostninger og langvarig sagsbehandling, når danske stævninger og andre bilag på dansk skal oversættes til tysk til en sagsøgt, der har bopæl i Tyskland – også selv om der er tale om en dansker, der stadigvæk udmærket forstår dansk. I henhold til de nye bestemmelser i forkyndelsesforordningen, afhænger det af, hvilke sprog modtageren forstår.
4. Der er flere andre eksempler. Danmark står foreløbig også udenfor ved oprettelsen af det europæiske civil- og handelsretlige netværk, der realiseres pr. 1. december 2002 og er heller ikke med i Rådets forordning 2001/1206/EF om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område, der træder i kraft den 1. januar 2004.
Som følge af forbeholdet på området retlige og indre anliggender vil danske virksomheder ikke kunne gøre brug af det kommende europæiske tvangsfuldbyrdelsesdokument, som er et andet af de større projekter man allerede er kommet langt med i EU-Kommissionen. Et fælles, europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument vil betyde store lettelser i arbejdet med tvangsfuldbyrdelse på tværs af grænserne. I stedet for at nationale domme skal forsynes med fuldbyrdelsespåtegning, vil man kunne fuldbyrde direkte i alle EU-medlemsstater på grundlag af denne nye type afgørelse. Eller rettere – som allerede nævnt indledningsvis – i de fleste EU-medlemsstater, bortset fra Danmark.
Det må forventes, at disse mangler med tiden vil udvikle sig til en væsentlig ulempe og hæmsko for Danmark som attraktivt hjemsted for industri og erhverv. Inddrivelse af danske eksportørers krav i udlandet vil nemlig også fremover skulle afvikles gennem det nuværende tungtarbejdende og dyre system, samtidig med at de nye bestemmelser muliggør hurtig og forenklet behandling af alle andres krav.
Vi kan kun håbe, at Danmarks manglende deltagelse i den overstatslige del af samarbejdet på området retlige og indre anliggender – som man i 1993 mente var en stor fordel – snart vendes til aktiv medvirken, så Danmark ikke bliver stående på et juridisk sidespor i EU.
For bl.a. domsforordningens (44/2001) vedkommende har Danmark anmodet Kommissionen om at få mulighed for at indgå en såkaldt parallelaftale. Det vil sige en aftale, hvis indhold er identisk med indholdet i forordningen, der så at sige kommer til at gælde i Danmark som mellemstatslig konvention. Kommissionen arbejder for tiden på forhandlingsmandatet, og det er uvist, hvornår forhandlingerne går i gang og endnu mere uvist, hvornår aftalen evt. kommer i hus.
