Antallet af insolvenssager (fra 1999 erstatter betegnelsen „Insolvenz“ ordet „Konkurs“ i tysk ret) er stadig højt i Tyskland. Tendensen går nu i den retning, at „Insolvenzverwalter“, dvs. kuratorerne, der udpeges af skifteretten i hver enkelt sag, i stigende omfang forsøger at undgå en omgående likvidation af det nødstedte firma og i stedet fører virksomheden videre i et vist stykke tid for at bevare arbejdspladserne. Formålet er at omstrukturere den insolvensramte virksomhed og om muligt genoprette dens konkurrenceevne og således bevare samfundsværdier, idet opløsning og likvidering medfører et betragteligt samfundsøkonomisk tab.
Denne udvikling fører til, at leverandørerne ofte bliver bedt om at levere videre til konkursboet for at driften kan fortsættes. Man forventer altså, at leverandørerne i praksis afskriver betaling for allerede sket levering og oven i købet påtager sig en ny risiko.
For at få den „til at glide ned“ forpligter den af retten udpegede (foreløbige) kurator sig i reglen til at sørge for aftalemæssig betaling af de nye leverancer. Men leverandøren står i den konkrete situation over for spørgsmålet om, hvorvidt han bør acceptere ordren, og hvilke risici han i så fald går ind på.
Advarsel: „Foreløbig“ kurator
Der skal passes særligt på ved varebestillinger, som sker på det tidspunkt, hvor insolvenssagen befinder sig i det „foreløbige“ stadium. Tysk insolvensret skelner mellem den såkaldt „stærke“ foreløbige kurator og den „svage“ foreløbige kurator. Den „stærke“ er berettiget til at disponere i fuldt omfang og hans retshandler er umiddelbart bindende for boet. Derimod har den „svage“ kun bestemte af skifteretten nøje definerede beføjelser, og det er kun ved nærlæsning af skifterettens dekret at man kan konstatere, om den pågældende kurator er „stærk“ eller „svag“. En „svag“ kurator, som er den hyppigst forekommende, er som regl ikke berettiget til at afgive bestillinger på boets vegne.
Hvor højt bør eksportøren satse?
Det er forekommet i praksis, at en leverandør, hvis produkter var afgørende for videreførelsen af produktionen, udnyttede situationen og krævede fuld betaling af dens tilgodehavende, inden der leveredes videre. Men i den konkrete sag blev den pågældende leverandør noget overrasket, da den foreløbige kurator efter at have betalt kort tid efter anfægtede betalingen - nu i sin egenskab af endeligt udpeget kurator - og fik medhold af retten. Retten anså, at leverandøren havde tiltvunget sig en urimeligt fordelagtig stilling i forhold til de øvrige kreditorer, hvilket berettiger kurator til at anfægte dispositionen. I henhold til tysk ret kommer det nemlig ikke an på, om det er kurator selv, der har udført betalingen. Ad den vej kommer leverandøren altså ikke videre.
Leverandørens mest effektive våben er stadigvæk at påberåbe sig det forlængede og udvidede ejendomsforbehold, som man forhåbentlig har aftalt med køber inden leveringen, og så håbe på at få en så høj dividende som muligt af tilgodehavenderne for det allerede leverede. Men derudover kan eksportørerne med rette stille sig spørgsmålet: Hvor meget er en kurators tilsagn om at ville betale for nye leverancer værd (når man ved, at en kurator endda kan anfægte sine egne dispositioner)?
Kurators skadeserstatningspligt
Svaret findes i § 61 i den nye insolvenslov: En kurator er skadeserstatningspligtig over for kreditor, hvis en forpligtelse stiftet af kurator ikke kan indfries i boet. Kreditor skal i så fald stilles som om han ikke havde indgået aftalen. Man kan sige, at kurator er personligt ansvarlig over for kreditor, når han afgiver bestilling på boets vegne.
Dette gælder dog med den undtagelse, at kurator kun ifalder skadeserstatningspligt, hvis han på det tidspunkt, han indgår forpligtelsen, burde kunne se, at boet ikke vil kunne dække forpligtelsen. Situation vil imidlertid altid være en undtagelse, for hvem andre end kurator har overhovedet overblik over boets økonomiske og finansielle situation. Leverandøren står her relativt stærkt, idet kurator skal løfte bevisbyrden for at han ikke kunne forudse, at boet ikke ville have midler nok til at betale.
Nøje kontrol
En leverandør kan derfor i reglen stole på kurators erklæring om, at betalingen kan dækkes med boets aktiver. Ikke desto mindre bør leverandøren læse kurators dækningtilsagn meget omhyggeligt.
Der skal nemlig skelnes mellem, om en kurator f.eks. erklærer at ville betale samtlige bestillinger hos virksomheden (hvilket ikke er ualmindeligt), eller om han blot bekræfter at alle bestillinger underskrevet af kurator vil blive betalt. I sidstnævnte tilfælde hæfter kurator altså kun, hvis hver enkelt bestilling er underskrevet af kurator selv! Hvis der står: „Alle ordrer betales med boets til rådighed værende aktiver“ er det kurators forsøg på at begrænse sin hæftelse. Men dette forsøg kan kun lykkes, hvis han efter behørig prøvelse ikke med rimelighed kunne forudse, at boet ikke ville råde over tilstrækkelige midler.
Vi er altid parat til at besvare spørgsmål.
