"Bürgerliches Gesetzbuch" (BGB) - direkte oversat: borgerlig lovbog - har været hjørnestenen i tysk lovgivning i 101 år.
Pr. 1. januar 2002 er der sket væsentlige ændringer i BGB, da en gennemgribende reform af den del af købe- og entrepriseretten, der er indeholdt i BGB, træder i kraft ved det nye års begyndelse. I over 20 år har man debatteret en sådan reform i Tyskland, og fra lovgiverens side benytter man lejligheden i forbindelse med gennemførelsen af tre EU-direktiver (forbrugerkøb, forsinkelse med betaling samt e-handel) til en gennemgribende omlægning af obligationsretten og integrerer samtidig en række særlove i BGB, f.eks. lov om udformning af almindelige forretningsbetingelser og lov om fortrydelsesret ved dørsalg.
Overordnet set styrker reformen købers (forbrugernes) rettigheder væsentligt. I henhold til fremtidig tysk national ret er det ikke længere afgørende, om sælger udtrykkeligt har tilsikret egenskaber ved varen eller svigagtigt har fortiet mangler. I stedet vil det blive undersøgt, om den solgte vare er identisk med den aftalte kvalitet. Såfremt der findes afvigelser, anses disse for mangler: Loven definerer en vare som værende behæftet med mangler, hvis den ikke er af den aftalte beskaffenhed, også selv om der er tale om afvigelser i positiv retning. Det afgørende vil altså være den objektive afvigelse. Først i næste skridt prøves det, om den købte genstand egner sig til det tiltænkte formål. (Der er interessant nok også tale om en mangel, hvis den leverede vare i sig selv er i orden, men montagevejledningen ikke er korrekt - det kaldes rammende nok "IKEA-klausulen").
En af CISG-bestemmelserne (den internationale købskonvention), som indtil nu har været del af mange forretningsbetingelser, omsættes nu til lov: Ved konstaterede mangler kan køber i første omgang kræve "udbedring" - dvs. enten afhjælpning af mangelen eller omlevering. Sælger får dermed en "ekstra chance" for at levere mangelfrit. Først derefter, når manglen ikke er afhjulpet ved omlevering, evt. fordi sælger nægter eller det ville være uforholdsmæssigt, giver loven køber andre muligheder, såsom ensidig afslag i købsprisen. Efter den nye lov kan køber endvidere træde tilbage fra handelen og samtidig kræve skadeserstatning, hvilket ikke var muligt efter den gamle tyske købelov.
Køberettens reklamationsfrist har hidtil været kort - 6 måneder - men forlænges nu til de næsten overalt i Europa kendte 2 år. Desuden hæfter forhandler for garantierklæringer fremført i reklameøjemed af producenten, men har således også regresret mod producenten.
Forældelsesfristen i forholdet mellem producent og forhandler løber allerede fra leveringstidspunktet, medens forældelsesfristen i forholdet mellem forhandler/sælger og køber - naturligvis - først løber fra det tidspunkt, på hvilket køber erhverver varen. Derfor kan en mellemsælger komme i den uheldige situation, at forældelsesfristen over for producenten er udløbet på det tidspunkt, hvor sælger stilles over for købers krav. For at forhindre denne situation, fastlægges det i loven, at regreskrav mod producenten tidligst forældes to måneder efter det tidspunkt, på hvilket sælger har opfyldt sin købers krav.
Der er dog også plads til en forbedring til fordel for leverandørerne, nemlig den i EU-direktivet foreskrevne forhøjelse af de lovmæssige rentesatser. Forsinkede betalinger skal af virksomheden forrentes med otte procentpoints over basisrentesatsen, og ikke med fem procentpoints, som er satsen i forbrugerkøb (den aktuelle basisrente i Tyskland findes på vores hjemmeside). Dermed er loven heldigvis ikke længere et incitament til at udskyde betaling af købte varer og tjenesteydelser.
Facit for eksportører af varer til Tyskland: Ikke kun forbrugernes men også de indkøbende virksomheders rettigheder udvides betragteligt med den nye lov. Forældelsesfristen f.eks. kan nu løbe meget længere end de lovmæssige to år.
Den, der er underkastet tysk ret eller udtrykkeligt aftaler tysk ret (f.eks. i almindelige forretningsbetingelser) bør gennemgå kontraktsbetingelserne. Kun i tilfælde, hvor CISG (den internationale købskonvention) eller (sjældnere) dansk national ret finder anvendelse, er det ikke behov for tilpasning.
