Hvorfor er ejendomsforbehold i Tyskland så vigtig?

Vereinbarung über Eigentumsvorbehalt med en oversættelse til dansk og danske noter

Hvordan aftales et "rigtig tysk" ejendomsforbehold?

Ofte stillede spørgsmål vedr. ejendomsforbehold

Nogle juridiske bemærkninger

Grænseoverskridende konkurser

Ny regler for entreprenører

Konventionalbod i entreprisekontrakter halveres

Tysk motorvejsafgift på lastbiler

Hvad betyder egentlig "Basel II"?

Europæisk ret udvikler sig udenom Danmark

Hvad koster det at handle med et konkursbo?

Inkasso i Tyskland

Håndfri mobiltelefon obligatorisk

Lejelovgivning i Tyskland

En handelsagent-kontrakt kan være en dyr fornøjelse

Forbud mod rabat og tilgift afskaffet

Køberetsreform i Tyskland

Anfordringskaution ikke lovligt krav

Tjek checken eller Check følge eller land fly

Så begærer vi ham da bare konkurs

Sammenlignede reklame i Tyskland

Garantie uden garanti

Handelsagenter i Tyskland

Handelsagentaftale på tysk


Inkasso i Tyskland


Desværre er inkasso stadigvæk et af de vigtigste emner for danske virksomheder i Tyskland. For det er ikke nok at få ordren i hus og levere varen eller tjenesteydelsen; successen er ikke hjemme, før pengene står på Deres konto.

Lad mig med det samme sige, at tyskernes betalingsmoral gennemgående er dårligere end danskernes. Mange tyske virksomheder bruger simpelthen deres leverandører som bank. Mængden af opfindsomme forklaringer på forsinket betaling er uendelig. Her blot et par eksempler fra det virkelige liv:

  • Vores bogholder er på ferie, og der kommer først gang i betalingerne, når han er begyndt igen ...
  • Det er chefen, der skal underskrive checken. Han er desværre på kundebesøg i dag ...
  • Checken er sendt med posten i dag ...
  • Var checken ikke underskrevet? Det må være en fejl, vil De have ulejlighed med at sende den tilbage, så skal jeg sørge for ...
  • Nej, checken er ikke modtaget her endnu ... hvad mener De? Jeg kan da ikke sende Dem 2 checks på beløbet ...
  • Brevet med checken må være bortkommet i posten ... vi skal nok spørge på posthuset ...
  • Jo, vi overfører beløbet i dag.
  • Betalingen er tilbageført, der må være noget med kontonummeret. Hvordan var det nu Deres kontonummer ... ?
  • Vi er desværre nødt til at tilbageholde betalingen, indtil spørgsmålet om kvaliteten er afklaret.

osv. osv. Faktisk henvender et ikke ubetydeligt antal tyske firmaer sig konsekvent og systematisk til udenlandske leverandører, fordi de ikke længere får kredit hos deres indenlandske leverandører. Man ved, at udenlandske virksomheder ikke er helt så effektive, når det drejer sig om inddrivelse af gæld. Et typisk eksempel på en velkendt fidus forløber sådan:

  • Den første, mindre, ordre betales omgående kontakt eller endda forud.
  • Også ordre nr. 2 betales med det samme inden betalingsfristens udløb. Leverandøren får indtryk af at have vundet en ny, pålidelig stamkunde.
  • Ordre nr. 3 er en stor ordre, væsentlig meget større end de første. Leverandøren er begejstret og leverer straks. Men denne gang betaler kunden ikke straks. I stedet går man over til diverse dårlige undskyldninger og udflugter (se ovenfor).

Det er derfor vigtigt at undersøge fremtidige kunders baggrund og økonomiske formåen indgående, så man ikke pludselig står med større uerholdelige tilgodehavender. Kreditvurderinger og -oplysninger kan hentes hos de kendte bureauer Creditreform eller Dun & Bradstreet online eller telefonisk, eller gennem en advokat. Det bør nævnes, at kreditinformation i sagens natur ikke altid er helt up-to-date - en forringet bonitet registreres ofte først med flere måneders forsinkelse. Ikke desto mindre giver en kreditoplysning et første indtryk af kundens virksomhed og dennes formodede betalingsdygtighed.

Hvis en kunde ikke betaler en forfalden faktura, kan vi kun anbefale at der rykkes omgående og med eftertryk. Det er en udbredt misforståelse, at det skulle være nødvendigt at rykke tre gange, inden sagen kan overgives til inden- eller udenretlig inkasso. Det kan heller ikke anbefales at betegne rykkerskrivelserne "første", "anden" etc. rykker! Så kan kunden med sindsro lægge fakturaen tilside, fordi der i hvert fald kommer besked, inden der sker mere.

En betalingsopfordring bør entydigt og uden mulighed for misforståelser opfordre kunden til at betale inden en bestemt frist, for eksempel som nedenfor:

Betr.: Unsere Rechnung Nr. _________

Sie haben unsere Rechnung Nr. __________ vom __________ über __________ trotz Fälligkeit bisher nicht ausgeglichen. Bitte holen Sie dies unverzüglich nach. Wenn die Zahlung nicht bis zum

<14 dage senere>

auf unserem Konto _____________ bei der _______________ Bank (BLZ _______________) eingegangen ist, sind wir gezwungen, rechtliche Schritte einzuleiten, was Sie mit weiteren, vermeidbaren Kosten belastet.

Mit freundlichen Grüßen

Oversættelse:

Vedr: Vor faktura nr. __________

Vi har ikke modtaget Deres betaling af vor faktura nr. ______ af _______ på ________, som nu er forfalden. De bedes venligst omgående indbetale beløbet. Såfremt Deres indbetaling ikke er krediteret på vor konto nr. _________ hos __________ bank (BLZ __________ ) senest

(14 dage senere)

overgives sagen til retlig inkasso med deraf følgende omkostninger for Dem.

Med venlig hilsen

For så vidt der er tale om varer leveret under ejendomsforbehold (forlænget og udvidet), bør betalingsopfordringen kombineres med et forbud mod salg af de af ejendomsforbeholdet omfattede varer. Hvis kunden ikke overholder forbuddet, ifalder han strafansvar.

Herefter kan man med fordel ringe til debitor et par dage senere og personligt opfordre til betaling og sikre sig, at betalingsopfordringen er modtaget. For en god ordens skyld bør der skrives en telefonnotits om indholdet af en sådan telefonsamtale (samtalepartner, dato, klokkeslæt, løfter etc.), som i givet fald kan anvendes til dokumentation af et rentekrav i en senere retssag.

I medfør af den tyske "lov om fremskyndet betaling af forfaldne krav" skal debitor forrente gælden fra og med 30 dage efter fakturaen er forfalden og modtaget af debitor. I henhold til loven fastsættes morarenten til basisrenten (diskontoens efterfølger) med et tillæg af 5%, eller derover, hvis kreditor kan dokumentere, at han selv betaler en højere rentesats.

Hvis debitor ikke betaler efter denne opfordring, er der heller ingen udsigt til, at der vil blive betalt efter en evt. anden eller tredje opfordring. Det er spild af kostbar tid at vente længere. Jo hurtigere De påbegynder inkasso, desto hurtigere vil De få Deres penge.

I et langvarigt forretningsforhold præget af gensidig tillid og samarbejde er imødekommenhed en selvfølge. Men over for nye kunder er det taktisk forkert. Den, der råber højest, får sine penge først. Og inddrivelse gennem tredjemand (et inkassobureau eller advokat) påvirker ikke nødvendigvis klimaet i et begyndende forretningsforhold uheldigt.

Såfremt debitor heller ikke betaler efter en advokatskrivelse, er der kun rettens vej tilbage. Hvis debitor ikke bestrider at skylde beløbet, er "Mahnbescheid" (inkassostævning) den billigste måde at inddrive gælden på. Omkostningerne til advokatsalær og retsafgift beregnes på grundlag af en taksttabel. Kreditor skal indbetale et forskud, men debitor skal refundere samtlige omkostninger, hvis han taber sagen.

Eksempler på omkostninger i forbindelse med en inkassostævning (alle tal i €):

Kravets størrelse retsafgift advokatsalær
2.000 36 220
5.000 60 470
10.000 98 750
20.000 144 990
50.000 228 1.590

Ved man på forhånd, at debitor vil gøre indsigelse ("Widerspruch") under denne procedure, er det mest formålstjenligt at anlægge en "traditionel" retssag i stedet med det samme. Det skal dog bemærkes, at retsafgiften for et normalt sagsanlæg er seks gange de pågældende ovennævnte retsafgifter.

Når gælden skal inddrives ad rettens vej, er det helt afgørende, om leverandøren har forberedt sig omhyggeligt og kan fremlægge de korrekte, relevante oplysninger. Den indstævnede debitors identitet skal prøves - er det en enkeltperson, et interessentskab, et GmbH eller et kommanditselskab? Er firmanavnet og rettergangsfuldmægtig nøjagtigt og korrekt angivet?

Følgende oplysninger er nødvendige for at kunne føre en inkassosag:

  • Nøjagtig betegnelse på debitor (navn, retsform, repræsentant)
  • Debitors fuldstændige adresse (ingen postboks)
  • Ordrebekræftelsen (hvis en sådan findes) og faktura

Den egentlige tvangsfuldbyrdelse kan først iværksættes, når der foreligger en eksigibel retsafgørelse (en dom eller den såkaldte "Vollstreckungsbescheid" ved proceduren med inkassostævning). Fogedens udlæg i løsøre er for det meste en langsommelig process (ventetider op til 6 mdr.) med ringe udsigt til resultat. Et bedre resultat fås som regel ved at gøre udlæg i indestående på en bankkonto, idet praktisk taget enhver erhvervsdrivende har en konto, og banken således forpligtes til at medvirke til at betaling sker.

Når samtlige fuldbyrdelsesmuligheder forgæves er udtømt, kan skyldneren tilsiges til "Eidesstattliche Versicherung" ("afgivelse af en erklæring under ed om formueforhold"). I erklæringen skal debitor angive alle formuegenstande (herunder også egne fordringer, forsikringer etc.), som kunne være af interesse for kreditor. En "Eidesstattliche Versicherung" handler altså ikke om at debitor er godt forsikret - men at han er konkurs.

Små og mindre virksomheder kommer gang på gang i økonomiske vanskeligheder, når kunderne betaler sendrægtigt eller slet ikke. Derfor er det ganske særligt vigtigt at begrænse risiciene på forhånd og undgå at virksomhedens udeståender vokser sig for stort. Det gøres bedst ved omhyggeligt at undersøge kunders bonitet inden kontrakten skrives under og med en hurtig og entydig betalingsopfordring uden accept af henholdende svar. Det er desuden et godt udgangspunkt for effektiv advokathjælp, når der derefter ikke betales. På den måde bliver risikoen for at fordringen må afskrives som uerholdelig væsentlig reduceret.

 


Sagawe & Klages Rechtsanwälte
ABC-Strasse 1 · D-20354 Hamburg
Tel. +49 40 357534-0 · Fax +49 40 357534-34
E-Mail: info@tyskret.com