"Er det ikke nok, hvis jeg stempler mine fakturaer med en henvisning til, at al levering foregår under ejendomsforbehold?"
- Nej, det er ikke tilstrækkeligt. Ejendomsforbehold skal være en del af aftalen mellem jer og den tyske køber. Når fakturaen fremsendes, kan kontrakten ikke ændres længere. Ejendomsforbeholdet skal derfor udtrykkeligt nævnes senest i den skriftlige ordrebekræftelse.
"Jeg er bange for, at mine tyske kunder ikke længere køber hos mig, når jeg insisterer på ejendomsforbeholdet. Kan dette være rigtigt?"
- Når jeres tyske kunder ikke vil acceptere levering under ejendomsforbehold, tyder det meget kraftigt på, at de vil snyde jer. Det er da kun rimeligt, at man forbeholder sig ejendomsretten, indtil varen er betalt.
Du kan for eksempel spørge din tysk kunde, om han ikke selv (og hans tyske leverandører) bruger ejendomsforbehold.
"Hvorfor er klausulerne så lange og uforståelige?"
- Juridisk sprog er desværre kompliceret, og dette gælder især tyske klausuler. De kan desværre ikke forenkles.
"Skal man virkelig skrive alle underpunkter i ejendomsforbeholdet, eller er det muligt at udelade enkelte afsnit?"
- Det er rigtigt, at der findes brancher, der ikke rigtig har behov for enkelte afsnit i det omfattende ejendomsforbehold. Det skader dog ikke, at man tager alle klausuler med. Man er iøvrigt på den sikre side, såfremt man tager højde for alle eventuelle situationer, som muligvis kunne opstå i fremtiden.
"Er jeg nødt til at ændre mine fakturaformularer?"
- Nej, fordi henvisning til ejendomsforbehold på fakturaen alligevel sker for sent. Dog skal standardteksterne på tilbud og ordrebekræftelser ændres.
"Er det nok, hvis vi i tilbud og ordrebekræftelser påpeger, at der findes ejendomsforbeholdsklausuler?"
- Det er i sig selv desværre ikke tilstrækkeligt. Kun ifald af at køberen får oplyst hele teksten, gælder alle klausuler. Det er ikke tilstrækkeligt, at han ved, at der findes almindelige forretningsbetingelser. Vi anbefaler derfor som et seperat stykke papir at vedføje klausulerne alle jeres kataloger, prislister, tilbud og ordrebekræftelser.
"Hvordan aftaler vi ejendomsforbehold i vores branche, hvor alt foregår pr. telefon, og vi aldrig skriver nogen ordrebekræftelser?"
- I disse tilfælde er det nødvendigt at skrive et formelt brev til kunden med information om, at al levering fremover udelukkende sker under ejendomsforbehold i henhold til klausulerne. Kunden bedes om underskrift på og returnering af en kopi af jeres brev.
"Vil tyskerne ikke synes, at vi er fuldstændig tåbelige, hvis vi sender så mange papirer med komplicerede formuleringer?"
- Nej, fordi det er helt normalt og almindelig praksis i Tyskland kun at levere under ejendomsforbehold, og dette kræver altså et væld af papir. Der findes næsten ingen tyske virksomheder, som ikke forlanger dette.
"Jeg vil ikke have mine varer tilbage, når min tyske køber er gået konkurs."
- Det er forståeligt, når varerne ikke umiddelbart kan bruges til nogen andre kunder. Alligevel: Selvom varen kun bliver produceret til den konkrete kunde og er skræddersyet til dennes behov, har varerne med stor sandsynlighed alligevel en vis værdi. Det er helt klart bedre at få lidt tilbage end ingenting.
Der udover er det tit således, at kurator i det tyske bo gerne vil fortsætte driften eller i det mindste færdiggøre de påbegyndte arbejder. Hertil har han brug for de tidligere leverede varer. Såfremt disse er blevet leveret under ejendomsforbehold, skal kurator betale den fulde værdi for de varer, der befinder sig på lageret.
"Hvad med de af vores varer, som den tyske kunde har solgt inden konkursdagen, hvor pengene endnu ikke er modtaget?"
- Købsprisen for disse varer tilhører jer som leverandøren, når I har aftalt forlænget ejendomsforbehold. Kurator er forpligtet til at afregne og aflevere beløbet.
"Vi leverer let fordærvelige varer (blomster, pølser e.l.) og vore varer findes ikke længere, når kunden bliver erklæret konkurs."
- Det er korrekt med hensyn til de varer som blev leveret for flere uger siden; for de varer, der lige blev leveret til boet, kan der dog forlanges tilbagelevering eller fuld betaling. Og husk: Når boets kunde ikke har betalt endnu, skal kurator aflevere dennes betaling til jer.
"Vi leverer byggematerialer (mursten, spær, tagpap e.l.). Kan vi gøre ejendomsforbehold gældende?"
Jeres ejendomsforbehold er gældende indtil jeres varer bliver fast forbundet med byggeriet. Men så længe jeres varer ligger på byggepladsen i Tyskland, er det jeres, og de kan forlanges tilbageleveret, indtil betaling har fundet sted.
"Vi leverer smådele (skruer, elektroniske dele e.l.), som bliver indbygget i store maskiner. Hvad sker der med vort ejendomsforbehold?"
- Efter tysk ret bliver I fiktive medejere af disse maskiner sammen med alle andre leverandører af enkeltdele. Når kurator sælger disse færdige maskiner, skal han dele provenuet mellem de enkelte leverandører i forhold til værdien af de enkelte dele.
"Vi leverer varer, der kan ikke adskilles fra andre leverandørers varer (grus, kød e.l.). Hvad sker der med vores ejendomsforbehold?"
- Her er det tilsvarende. I bliver fiktive medejere sammen med alle andre leveradører af varer, og provenuet deles op mellem de forskellige leverandører. Dog kan der opstå problemer, når man ikke kan bevise, at jeres varer overhovedet var med i varelageret på det tidspunkt, hvor konkursdekret blev afsagt.
"Hvad gør vi helt konkret, når vi hører, at vores tyske kunde er gået konkurs?"
- I skriver med det samme til virksomheden og/eller kurator, at der er udestående fordringer på xx €, at I gør jeres ejendomsforbehold gældende og forbyder, at jeres varer, som er markeret med jeres navn, må sælges, medmindre fuld betaling finder sted. Parallelt forlanger I en opstilling over varelageret og den tyske kundes købere, som har fået jeres varer leveret, men ikke har betalt dem endnu. Alt ialt er det en god idé at spørge en advokat, hvordan brevet skal se ud.
"Kan vi så hente vore varer, som blev leveret under ejendomsforbehold med det samme, når den tyske kunde går konkurs eller ikke betaler?"
- Nej, ikke uden videre. Dette forudsætter principielt en eksegibel dom. I konkurstilfælde vil enhver kurator dog naturligvis frigive varerne, når ejendomsforbeholdet kan dokumenteres. Ellers vil han kunne gøres ansvarlig, og der kan kræves skadeserstatning.
"Er der flere ting, jeg skal overholde eller holde øje med, når jeg aftaler ejendomsforbehold med mine tyske kunder, f.eks. inspicere deres varelager e.l.?"
- Nej, de danske regler om konsignationslager o.l. anvendes ikke. Det er tilstrækkeligt at aftale et gyldigt ejendomsforbehold.
