Danske virksomheder, som ønsker at etablere sig på det tyske marked, begynder ofte med at engagere en tysk handelsagent. Der er indlysende fordele: handelsagenten får kun provision, når han rent faktisk formidler en kontrakt, d.v.s. kan fremvise et resultat. Desforuden stiller handelsagenten sit kendskab til markedet og sin know-how til rådighed og kan give gode råd og anbefalinger om, hvordan markedet bedst muligt bearbejdes.

Forskelle mellem Danmark og Tyskland

Efter EU-direktivet om handelsagenter er blevet gennemført i Danmark, er retsreglerne i de to lande næsten fuldstændig identiske. Det bør dog ikke forlede nogen til at tro, at der ikke længere findes forskelle. Det gør der - desværre - med kostbare konsekvenser i det enkelte tilfælde.

• En forskel består i, at tysk handelsagentret også omfatter formidling af tjenesteydelser, f.eks. forsikringer eller rejser.

• I Tyskland kan agenturgiveren ikke uden videre på et senere tidspunkt indføre en konkurrenceklausul overfor handelsagenten, d.v.s kræve af denne, at han ikke må repræsentere konkurrerende produkter efter at have ophørt med sine aktiviteter for agenturgiveren. En sådan klausul er kun gyldig, hvis handelsagenten får en godtgørelse for den periode konkurrenceklausulen omfatter. Et beløb på ca. 50% af provisionstabet anses i reglen for at være rimeligt. En konkurrenceklausul kan højest vare 2 år efter aftalens ophør.

• Det ses gang på gang, at agenturgiver ved udformningen af aftalen med handelsagenten forsøger på at omgå eller udelukke sin forpligtelse til at betale en godtgørelse, f.eks. ved at aftale en højere provisionsbetaling, hvilket skulle svare til en foregrebet godtgørelse. Sådanne undtagelser underkendes regelmæssigt af de tyske domstole. I tysk ret lægges der stor vægt på beskyttelsen af handelsagenten og sådanne klausuler bliver for det meste erklæret ugyldige.

• Ligeledes forsøger agenturgiver ofte at omgå forpligtelsen til betalingen af godtgørelse ved ikke at engagere den tyske partner som handelsagent men istedet som forhandler. Forhandler sælger som bekendt vare for egen regning i eget navn. Forhandleren er ikke omfattet af forskrifterne vedrørende handelsagenter i lovens forstand. Men hvis en forhandler integreres tæt i virksomhedens afsætningsapparat og f.eks. skal meddele navn på sine kunder, indrapportere regelmæssigt, ikke frit kan fastlægge sin arbejdstid o.l., er der risiko for at en domstol vil anse forhandleren for at være integreret i virksomhedens afsætningsapparat på sådan måde, at han har samme stilling som en handelsagent. Konsekvensen heraf er: reglerne om handelsagenten anvendes analog og dermed har han krav på godtgørelse.

Kontraktens indhold

Når der indgås aftale om handelsagentur i Tyskland skal der fra første skridt tages hensyn til visse grundregler, så problemer undgås på et senere tidspunk:

• Det er for det meste ikke praktisk muligt for en enkelt handelsagent at dække hele Forbundsrepublikken Tysklands marked. Den danske agenturgiver, som giver én handelsagent eneforhandlingsretten til hele Tyskland udelukker således sig selv fra store dele af det tyske marked.

• En agenturaftale med en ny, ukendt handelsagent må ikke indgås for et længere tidsrum uden opsigelsesmulighed. De lovhjemlede opsigelsesbestemmelser i tysk ret er rimelige (en måned i første, to måneder i anden og tre måneder i tredje til femte aftaleår).

• En handelsagentaftale skal indeholde en given mindsteomsætning, som agenten skal opnå. Aftalen skal indeholde en særlig opsigelsesret for agenturgiveren, såfremt denne omsætning ikke opnås.

 

Sagawe & Klages Rechtsanwälte
ABC-Strasse 1 · D-20354 Hamburg
Tel. +49 40 357534-0 · Fax +49 40 357534-34
E-Mail: info@tyskret.com