Der findes omfattende og komplicerede regler i Tyskland, som skal modgå tendensen i retning af den såkaldte "skin-selvstændighed". Baggrunden er, at man i Tyskland kun betaler (lave) personskatter, men derudover (høje) særskilte bidrag til de sociale sikringssystemer, dvs. bidrag til
- sygeforsikring,
- pensionsforsikring,
- arbejdsløshedsforsikring og
- plejeforsikring.
Arbejdsgiver og arbejdstager betaler hver halvdelen af disse omkostninger, som kaldes socialforsikringsbidrag. I parentes skal bemærkes, at en tysk nettoløn i gennemsnit ikke er højere end en dansk nettoløn, idet skatter og socialforsikringsbidrag i Tyskland svarer nogenlunde til den danske samlede skat af lønindkomst.
Det er dog kun lønmodtagere og dermed ikke selvstændige, som er forpligtigt til at betale til det sociale system. Der har derfor været en vis tendens til, at virksomhederne i stedet for at ansætte medarbejdere indgik kontrakter med såkaldte "frie medarbejdere", som formelt var selvstændige og dermed udskrev en faktura for deres ydelse.
For at skelne mellem arbejdstagere og selvstændige er det dog ikke afgørende, hvad der står i kontrakten, men hvordan arbejdet rent faktisk udføres. I henhold til fast retspraksis var det et spørgsmål om, hvorvidt den pågældende person var personligt afhængigt beskæftiget, altså f.eks. om denne
- var underkastet anvisninger fra sin fortsatte ang. tid og sted for arbejdet,
- var integreret i virksomheden,
- udførte sit arbejde egenhændigt,
- optrådte som selvstændig virksomhed på arbejdsmarkedet og
- havde mulighed for at afvise arbejdet.
Denne retspraksis var dog ikke hård og præcis nok for lovgivningsmagten. Et flertal i Bundestag mente, at disse "skin-selvstændige" eller "pro-forma-selvstændige" og disses arbejdsgivere prøvede at slippe uden om forpligtigelsen til at indbetale til de sociale systemer. Man indførte derfor følgende fem kriterier:
Personer, som er erhvervsmæssigt aktive og
1. ikke beskæftiger forsikringspligtige lønmodtagere i sammenhæng med deres erhverv, bortset fra familiemedlemmer,
2. regelmæssigt og hovedsageligt kun arbejder for én ordregiver,
3. erlægger arbejdsydelser, som er typiske for ansatte, og derved er underkastet ordregiverens særlige instrukser for arbejdets udførsel, og som er integreret i ordregiverens arbejdsorganisation, eller
4. ikke optræder på arbejdsmarkedet med en selvstændig virksomhed,
5. dens aktiviteter svarer til de aktiviteter, som de har udøved tidligere for den samme ordregiver på grund af et ansættelsesforhold,
anses for at være beskæftigede som lønmodtagere, såfremt mindst tre af disse fem forhold foreligger.
Dette betyder, at flere 10.000'er af underentreprenører, rådgivere, journalister og frie medarbejdere, som tidligere betragtedes som selvstændige og uafhængige, ikke længere betragtes som selvstændige, men som fastansatte. Konsekvensen er, at deres ordregiver dermed anses for at være arbejdsgiver, og denne skal dermed betale socialforsikringsbidrag med tilbagevirkende kraft!
For at undgå denne risiko har man som ordregiver intet andet alternativ end at forlange, at enhver underentreprenør eller ordretager skal forelægge detaljerede oplysninger om sin personlige situation. Alt i alt fører denne lov til en endnu større usikkerhed, og giver iværksættere næsten umulige forhold.
Gælder ikke for agenter, men ...
I sidste øjeblik i lovgivningsproceduren blev der indføjet en undtagelse for handelsagenter, som i det væsentlige frit tilrettelægger deres virksomhed og kan bestemme over deres egen arbejdstid. Dette betyder, at agenter, som kun har én agenturgiver som ordregiver, alligevel ikke anses for fastansat i virksomheden, bare fordi der ikke er ansat andre medarbejdere.
En yderligere lovændring indførte dog andre omfattende og belastende ændringer for alle agenter: Når agenten ikke beskæftiger andre forsikringspligtige eller lønmodtagere i deres erhverv bortset fra familiemedlemmer (og det gælder for langt de fleste agenter), anses de i fremtiden for at være "selvstændige, som ligner arbejdstagere" (på tysk "arbeitnehmerähnliche Selbständige") og er dermed også forpligtet til at indbetale til pensionssikringssystemet. Der gælder kun enkelte undtagelser for ældre agenter samt for agenter, som kan dokumentere, at de på anden måde har sørget for deres pensioner f.eks. gennem livsforsikringer eller lignende.
Forpligtigelsen til at indbetale pensionsforsikringsbidrag er for agenter en særdeles belastende løsning: Agenter er nemlig forpligtiget til personligt at indbetale det fulde pensionsbidraget, mens "normale" lønmodtagere kun betaler halvdelen, fordi arbejdsgiveren betaler den anden halvdel.
