Arbejdstagers forpligtelser ved opsigelse
Siden 1. juli 2003 er arbejdstagere forpligtet til omgående at møde frem personligt hos arbejdsformidlingen (Arbeitsamt), når de har modtaget en opsigelse. "Omgående" betyder i tysk retlig terminologi "uden ugrundet ophold", med andre ord altså nok senest den på opsigelsen følgende dag, med mindre overordnede årsager afholder arbejdstageren fra at møde.
Lovgiveren håber gennem denne fremskyndede meldepligt at kunne få et mere aktuelt overblik over udviklingen i arbejdsløsheden og bedre muligheder for at formidle arbejdsløse. Om realiteterne kommer til at stå mål med forventningerne, kan man betvivle. Arbejdstagerne bør dog overholde den nye bestemmelse, idet understøttelsen ellers nedsættes. Hvis den opsagte arbejdstager har haft en bruttoløn på over € 700 om måneden (hvilket gælder for langt de fleste) nedsættes understøttelsen med € 50 for hver dag arbejdstageren ikke møder op (max. dog € 1500).
Arbejdsgivers forpligtelser ved opsigelse
Ikke kun arbejdstagerne rammes af de nye tiltag, også arbejdsgiverne pålægges nye forpligtelser. Arbejdsgiveren skal fremover informere arbejdstageren om forpligtelsen til at melde sig hos arbejdsformidlingen. Ordet "skal" betyder i tysk lovsprog, at arbejdsgiveren er forpligtet til at informere, med mindre forpligtelsen bortfalder af væsentlige og indlysende årsager (f.eks., hvis arbejdstageren allerede kender til meldepligten). Hvis en arbejdsgiver imidlertid ikke informerer om forpligtelsen til personligt at møde frem på arbejdsformidlingen, risikerer vedkommende at den (tidligere) medarbejder får medhold i et skadeserstatningskrav for nedskæringen i understøttelsen.
For at undgå en sådan skadeserstatning anbefaler vi ved opsigelse af medarbejdere i Tyskland at tilføje følgende til opsigelsesbrevet:
Gemäß unserer gesetzlichen Verpflichtung machen wir Sie darauf aufmerksam, daß Sie sich unverzüglich persönlich beim Arbeitsamt arbeitssuchend zu melden haben und eigene Aktivitäten bei der Suche nach einer anderen Beschäftigung notwendig sind, da das Arbeitsamt Ihnen ansonsten Leistungen kürzen könnte.
På dansk:
I henhold til vore lovmæssige forpligtelser gør vi opmærksom på, at De er forpligtet til omgående og personligt at give møde på arbjedsformidlingen og tilmelde Dem som arbejdssøgende, og at De desuden er forpligtet til selv aktivt at søge anden beskæftigelse, idet Arbeitsamt i modsat fald kan nedsætte Deres ydelser.
Desværre kan det tage langt, at møde personligt på Arbeitsamt, når man kender arbejdsbyrden på de tyske arbejdsformidlingskontorer. Arbejdsgiveren er ved lov forpligtet til at give arbejdstageren fri (med lønudbetaling) til at gå på arbejdsformidlingen på samme måde som arbejdsgiveren skal give den opsagte medarbejder fri (igen med løn) til personlige samtaler hos potentielle nye arbejdsgivere eller til at deltage i kvalificeringstiltag.
Gælder også for vikarer
De nye regler gælder ikke kun for opsigelser, men også når tidsbegrænsede ansættelsesforhold ophører og dermed automatisk udløber. Også her påhviler det medarbejderen at møde personligt på arbejdsformidlingen og melde sig arbejdssøgende nemlig "tidligst tre måneder" inden ansættelsesforholdet ophører. Her ser vi endnu et eksempel på det hastværk, der er karakteristisk for "produktionen" af love i Tyskland for tiden. Der står faktisk "tidligst" i loven, hvilket gør det uklart, hvornår en arbejdstager i et tidsbegrænset ansættelsesforhold skal melde sig arbejdssøgende.
Også ved de tidsbegrænsede ansættelsesforhold har man pålagt arbejdsgiveren en pligt til at informere arbejdstagerne om deres meldepligt hos arbejdsformidlingen. Vi anbefaler derfor, at der tre måneder inden medarbejderens kontrakt udløber udleveres en vejledning om meldepligt ved ophør af tidsbegrænsede ansættelsesforhold med den ordlyd, der er foreslået ovenfor.
Den tyske lovgiver har sat detaljernes tommelskruer på det arbejdsretlige område. Desværre vil det næppe løse de økonomiske og beskæftigelsesmæssige problemer i Tyskland.
